TJEK tjekker ind i lufthavnen, når andre checker ud

ServicePostens udsendte var med TJEKs vinduespolerere oppe i liften og luften ved CPH en tidlig morgen sidst i februar. En tankevækkende oplevelse der affødte respekt.

 

vinduespolering i cph lufthavn

Det er en morgen sidst i februar. Temperaturen balancerer på kanten af to grader celcius. Hovedstaden vågner lige så stille, minut for minut. En stigende puls af tæt trafik – både på motorvejen og i luften. Morgenhumøret lyder tydeligt fra koret af biler, der dytter af hinanden alt i mens, at en dyb brummen fra de mange fly, som lander og letter, fylder i landskabet.

Storbyens mastodont af en lufthavn skyder op i landskabet med glasklædte bygninger overalt, hvor øjet kan se. Jeg tager et kig på det fascinerende landskab og tænker kort, at mange flere mennesker, end man skulle tro, passerer forbi netop her. Hver dag. Til lands og i luften.

Det er ved at være fyraften – eller fyrmorgen, kunne man forledes til at kalde det. For selvom klokken for de fleste ringer ind til arbejde, nu hvor klokken nærmer sig 9:00, har TJEK-folket været i gang siden midt i nat.

”Vi arbejder bedst, når andre sover,” fortæller Thomas Pedersen fra TJEK Ejendomsservice, som jeg møder mellem lastvogne og lifte ved lufthavnens cargo-område. Han inviterer mig med på en tur i liften. Tøvende takker jeg ja, stiger ombord og hopper i sikkerhedsselen. Jeg holder godt fast i gelænderet – lidt mere for hver meter vi stiger op.

Denne morgen er som morgener er flest, fortæller Thomas. Arbejdet udføres nemmest og smidigst, når der er et minimum af lastbiler og forbipasserende, som de kan komme i vejen for. Derfor arbejder de om natten. Jeg forstår, hvad han mener. Fra toppen af liften står vi nemlig med udsigt over hovedstaden. Nedenfor er en mur af store, parkerede lastbiler i et væld af farver og former.

Her er flot. Særligt i dag, hvor solen mod alle odds kigger frem mellem vintermorgendisens tåger. Vi står et kort øjeblik og nyder udsigten – mere end 25 meter oppe i luften.

Tjek på security

Fem mænd og mere end 103.000 kvadratmeter glas fordelt på et 30 kilometer stort område. Sådan lyder opskriften på en helt almindelig TJEK-dag i lufthavnen. Klædt i neongule termojakker står teamet hver dag klar med grej, seler og lifte, og i dag er de også hoppet i handsker og hue. Forståeligt. For her er koldt – selv her sidst på deres arbejdsdag, selvom solen så småt er begyndt at kigge frem fra horisonten.

For et utrænet øje som mit kunne denne opgave ligne en hvilken som helst anden. Men den er både andet og meget mere. Det er skæve arbejdstider, som vender rundt på dag og nat, og hver mand sikkerhedsgodkendes og testes. Det er et krav. For når de checker arbejdsdagen ind, skal de kunne færdes både frit og sikkert mellem pladsens mange busser og Airbus-maskiner, der vejer mindst 20 gange mere en den firmabil, de selv sidder bag rettet i.

Et tjekket mandskab

Det er et tjekket mandskab, jeg er kommet i selskab med her til morgen, tænker jeg. For det er tydeligt, at der er styr på både opgaver, mandskab, udstyr og know-how. Og selv her midt på morgenen, hvor deres arbejdsdag går på hæld i takt med, at solen står op, er humøret højt.

Opgaver som denne kræver et dedikeret mandskab, tænker jeg, mens liften lige så stille fragter os ned mod jorden igen. Jeg nyder udsigten over de utallige kvadratmeter, som danner rammerne for TJEK-folkets arbejdsdag i lufthavnen. Imponerende er det, og mentalt tager jeg hatten af for teamet, som hver dag varetager den store opgave. For det kræver uden tvivl sit mandskab at sikre frit og flot udsyn for både lufthavnsadministration og ansatte – og de mere end 29 millioner passagerer, der hvert år farer på kryds og tværs af lufthavnens mange glasbeklædte gange og gates. Det forstår jeg nu.

Fem mand høj. Hver dag. Hvert vindue. Hele året. Respekt.

 

 

TJEK TAGER TERRÆN FOR TIDEN

Ud over lufthavnen, som TJEK for alvor har skudt godt i gang i de første måneder af 2019, kan TJEK-folkene se frem til flere og andre store opgaver i de kommende måneder. Blandt andet venter en større opgave forude, når de 52.000 kvadratmeters vinduespartier, som Københavns Universitet strækker sig over, snart skal have en kærlig hånd. Og Det Kongelige Bibliotek har også takket ja til TJEK’et vinduespolering og algebehandling på i alt otte lokationer i hovedstaden.

kontakt TJEK Ejendomsservice

Vi har styr på flere millioner m2

Send os en mail eller ring og hør hvad vi kan gøre for dig på 30 67 06 66

Send mail

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies